Glemt p-pille

Hvor lang tid er det siden, at du skulle have taget din p-pille?
Mindre end 12 timer?
Tag den glemte p-pille med det samme, og den næste til sædvanlig tid, så er du stadig beskyttet mod graviditet.

Mere end 12 timer siden?
Tag p-pillen straks, også selv om det betyder, at du skal tage 2 p-piller på samme dag.

Er der gået et døgn eller mere?
Så skal du tage 2 p-piller på én gang.

Når der er gået mere end 12 timer, kan du ikke regne med, at p-pillerne beskytter mod graviditet. Du bør derfor bruge anden beskyttelse i de næste 7 dage samtidig med, at du tager p-pillerne som sædvanligt.

Er der 7 eller flere p-piller tilbage i pakningen:
Når du er færdig med denne pakning, holder du pause i 7 dage, som du plejer, og starter på en ny pakning den 8. dag.

Er der færre end 7 p-piller tilbage i pakningen:
Når du er færdig med denne pakning, fortsætter du straks næste dag med en ny pakning. Du skal ikke holde 7 dages pause, som du plejer.

Risikoen for at blive gravid stiger, hvis du:

  • Tager den første p-pille for sent.
  • Har glemt at tage p-piller i pakningens første uge, og du har haft samleje i ugen inden.
  • Glemmer at tage 2 eller flere p-piller.
  • Venter mere end 12 timer, fra du skulle have taget p-pillen, med at tage den.
  • Kaster op inden for 3-4 timer, efter at du har taget din p-pille.

Minipiller
Tager du ikke p-piller, men i stedet minipiller, og har du glemt at tage en minipille, skal du fortsætte med at tage dem dagligt som sædvanligt. Minipiller skal tages mere præcist end p-piller og hver dag uden pause. Tages en minipille derfor mere end 3 timer forskudt fra det sædvanlige tidspunkt, er metoden usikker. For en særlig type minipiller kaldet højdosis minipiller, er metoden usikker, hvis der går mere end 12 timer i forhold til det sædvanlige tidspunkt for indtagelse. Du bør derfor bruge anden beskyttelse i de næste 3-7 dage afhængig af, hvilke minipiller, du tager.

Hvis det er gået galt:

Fortrydelsespiller kan gives indtil 72 timer efter et samleje, hvor beskyttelsen har svigtet. Er din menstruation udeblevet på trods af, at du har taget p-piller, bør du kontakte din læge.

I tvivl?
Er du i tvivl om, hvordan du skal tage dine p-piller, så læs den vedlagte indlægsseddel i pakningen eller spørg lægen eller på apoteket.